-
Europas kokainkonge afslører sig selv: Hans private billeder og ord viser os sandheden om livet som gangster
Источник: BDK Borsnyt / 02 апр 2024 13:59:57 America/Chicago
Han er kongen af det europæiske kokainmarked, fordi han er klogere end alle andre. Alle er i hælene på ham, og ingen kan tilsyneladende røre ham. Og de kan ikke røre ham, fordi han er »superintelligent«, »taler fire sprog flydende« og er »über-professionel«, som alverdens medier og sociale medier skriver. Og for hvert eneste år på fri fod og på toppen er hans snuhed bare vokset. Christy Kinahan er gået fra virkelighedens gangster til mytens don, som befinder sig et sted mellem Don Corleone og Blofeld, og måske har han selv troet på myten? Måske er det forklaringen på en tæt på utrolig afsløring. For ifølge det undersøgende medie Bellingcat har Christy Kinahan levet et skjult liv online. Under navnet »Christopher Vincent« har han postet hundredvis af Google anmeldelser og hundredvis af billeder fra sine rejser den halve verden rundt. Han har været på restauranter og hoteller, han har været på lystfiskerture og offentlige kontorer, han har besøgt covid-testcentre og supermarkeder, og han har anmeldt det hele. I alt er det blevet 10.092 bidrag, som ifølge The Times rummer mere end 9.000 ord og to gigabytes af billeder. Så flittig er han, at Google i sit anmelderhieraki placerer ham på »niveau 7« (»10« er højeste niveau). Og hans anmeldelser og billeder afslører tre vigtige sandheder om Europas kokainkonge. Dagslys er skidt for mug og kriminalitet Den første sandhed er den åbenlyse. Christy Kinahan er ikke så snu, som han selv og mange andre beskylder ham for at være. I sine anmeldelser kalder han sig »Christopher Vincent«, og det er ikke verdens snedigste alias. Det er blot hans rigtige fornavn og mellemnavn, og dermed har han været relativ nem at identificere. Men det er ikke det største problem. Det største problem er det dagslys, som afsløringen kaster over hans virksomhed. Dagslys har samme effekt på organiseret kriminalitet, som det har på mug og vampyrer, og der er en grund til, at vi ikke kan spørge narkobossen Pablo Escobar om, hvad berømmelse betød for hans karriere. Han blev så berømt, at myndighederne var nødt til at reagere, og amerikanerne dræbte ham under et raid i 1993. Og nu ved vi også så meget mere om Christy Kinahans gøren og laden. Sløj service på hotel i Harare Hans anmeldelser giver blandt andet myndighederne et indblik i, hvor han gør forretninger – og hvordan. Han har siden 2019 postet Google-anmeldelser fra Holland, Belgien, Spanien, Portugal, Ungarn, Tyrkiet, Egypten, Sydafrika, Zimbabwe, Hongkong og Dubai. Nogle gange skrev han blot, at han var i landet for at tale med sit »business netværk«. Andre gange var han mere specifik. På et tidspunkt anmeldte han Steigenberger Alcazar Hotel i Sharm el-Sheikh i Egypten, hvor han deltog i FNs »humanitære luftfartskonference«. Her forsøgte han angiveligt at købe en flåde af egyptiske militærtransportfly, oplyser Bellingcat. I oktober 2021 anmeldte han Amanzi Lodge i Harare i Zimbabwe, hvor han deltog i en fire dage lang »udviklingskonference«. Det passer med efterretninger om, at han i 2021 var i færd med at hvidvaske sine kokainpenge gennem guldkøb i Zimbabwe og Sydafrika. Han klagede i øvrigt over, at hotellets service var langsom på konferencens sidste dag. Manden i spejlet for enden af gangen Christy Kinahan har postet hundredvis af billeder, og han gør sig anstrengelser for ikke at komme med i billedet. Han er ingen selfieboy. Han forsøger også at undgå alt, som kan identificere ham. Men det lykkes bare ikke. Bellingcat og The Times peger på tre billeder, hvor man kan se en person, der passer med hans signalement. I det ene billede kan man se hans spejlbillede i et vindue, i et andet kan man se ham stå halvt skjult i en elevator, og i det tredje kan man se et billede af en lang gang på Aurea Ana Palace-hotellet i Budapest i Ungarn. Kinahan lagde åbenbart ikke mærke til, at der for enden ad gangen hang et stort spejl, og i spejlet kan man se Kinahan iklædt sorte bukser, kakifarvet frakke, gråt hår og en mobiltelefon. I spejlet kan man også se, at vi tydeligvis ikke har at gøre med hverken Don Corleone eller Blofeld, men med en simpel og fejlbarlig irsk gangster. Hvor er han henne? Det er den første sandhed i afsløringen. Christy Kinahan er måske god til sin kriminelle metier, men han er ikke et geni. Den anden sandhed er mere konkret og alvorlig for ham. For det har længe været et mysterium, hvor han befinder sig, og da Berlingske sidste år portrætterede ham og hans kartel, vidste eksperter og medier ikke, hvor han befandt sig. De fleste regnede med, at han atter var på farten, for det har været nøglen til hans overlevelse. Da jorden brændte under ham i Dublin, flyttede han til Amsterdam. Da jorden brændte under ham i Amsterdam, flyttede han til Costa del Sol, og da jorden brændte under ham på Costa del Sol, flyttede han til Dubai. I 2017 holdt han sin søn Daniels bryllup på det ikoniske Burj al Arab-hotel, og her stiftede han angiveligt et superkartel sammen med den italienske Camorra og en hollandsk mafia. Men i april 2022 udsendte de amerikanske myndigheder en international efterlysning på ham og hans to sønner, og amerikanerne udlovede en dusør på 15 millioner dollar eller godt 100 millioner kroner for oplysninger, som førte til deres pågribelse. Siden har eksperter og medier formodet, at triumviratet var i Iran, Rusland eller Zimbabwe. Her er han Kinahans anmeldelser hos Google viser da også, at den amerikanske efterlysning havde en effekt. Efter april 2022 postede »Christopher Vincent« ikke fra andre steder end Dubai, men det gjorde han så til gengæld også. Han anmeldte lystigt hoteller og restauranter og andre faciliteter i emiratstaten. Med andre ord: Mens amerikanerne efterlyste ham, og mens irsk og britisk politi og Europol og Interpol efterlyste ham, prinsede han den ganske åbenlyst i Dubai. I en anmeldelse beskrev han således, hvordan han nemt og hurtigt fik udstedt et officielt identifikationskort, og han gav emiratmyndighederne fem stjerner ud af fem mulige. Mindst en af sønnerne er også i Dubai, viser Bellingcats afsløringer. Christy Kinahan gav i marts 2023 cafeen The Cycle Bistro i Dubai en strålende anmeldelse, og det fik Bellingcat til at undersøge dens sociale medier. Her fandt de et billede, som cafeen offentliggjorde sidste sommer, og på billedet kunne man se Kinahan i samtale med en yngre, tyndhåret mand, nemlig hans søn, Christopher Kinahan jr. Der eksisterede indtil da kun få og ingen nye billeder af Christopher, og nu ved vi også, at sønnen i det mindste i sommeren 2023 opholdt sig i Dubai. »Det undrer mig, at Emiraterne tolererer den helt åbenlyse tilstedeværelse af så berygtede kriminelle,« siger Jodi Vitorri til The Times. Han er fellow hos Carnegie-centret i Washington og ekspert i organiseret kriminalitet, og han er ikke i tvivl om, at Dubai og Emiraterne nu vil komme ud for et fornyet pres for at udlevere Christy Kinahan og hans sønner til USA og EU. Det er den anden sandhed i afsløringen af Google-anmeldelserne og billederne. De underminerer familiens fortsatte liv i Dubai. Hulheden i livet som gangster Den tredje sandhed er mere antropologisk og handler om det helt enestående indblik, som vi pludselig får i en kokainkonges tilværelse. Gennem Kinahans 9.000 ord og to gigabyte billeder er vi med ham på farten, vi spiser med ham, overnatter med ham, rejser med ham og lever i det hele taget livet med ham. Og hvad er det for et liv? Det er et liv, som er så sjælløst, at det grænser til det triste. Hulheden i alting virker kun ét enkelt spørgsmål væk. Vi er på café med »acai bowl, æg, mandelbrød og grøn salat«, vi er på Pizza Hut, vi sidder med en drink og betragter solnedgangen, vi er hos urmageren, og vi er på fisketur; og vi rejser hele verden rundt, men kommer ingen steder, for alle steder skal vi formentlig altid holde øje med skyggerne og lytte til lydene. Den skramlende stol bag os? Er det nu? De smækkende bildøre udenfor? Er det dem? Den forsvindende sol? Er det os, der også snart forsvinder og – i modsætning til solen – ikke kommer igen? Og hele tiden sikkert det ene nagende spørgsmål: Var det virkelig det hele værd? Svaret er i Kinahans ord og billeder, og det er den tredje sandhed i dem. https://www.berlingske.dk/internationalt/europas-kokainkonge-afsloerer-sig-selv-hans-private-billeder-og-ord